30.06.22
Flyttebranchen har som bekendt brug for at få del i den kvalificerede del af arbejdsmarkedet. Det kan bl.a. ske ved at optage lærlinge i virksomhederne og ad den vej uddanne yngre mennesker, der kan se sig selv i rollen som flyttemedarbejdere, også i fremtiden.
Vi skal derfor gøre en indsats for at fortælle, at vi er en branche der har spændende udfordringer, løn- og arbejdsforhold, der er konkurrencedygtige, og kollegiale forhold der kan give den enkelte indhold og mening.
Vores samarbejdspartner Christian Pedersen fra Added Value Communication har i tæt dialog med DMF´s bestyrelse her i foråret arbejdet med en kampagne, der skal gøre opmærksom på flyttebranchens attraktion for yngre mennesker.
Kampagnen består af en lang række kommunikationsindsatser – alle vendt mod målgruppe ”yngre mennesker der står for, eller gerne vil skifte, til et meningsfuldt arbejdsliv”. Langt hovedparten af indsatserne bliver afviklet på Sociale Medier – for det er her man træffer de yngre nu om stunder.
Der er et mix af både opslag, interviews med både vognmænd - og ansatte rollemodeller i flyttebranchen.
Det hele serveres som en buffet til de enkelte medlemsvirksomheder - kombineret med centralt udsendte budskaber fra DMF.
Kampagnepakken skal ud til medlemmerne umiddelbart efter sommerferien i august.