DANSK MØBELTRANSPORT FORENING
ALMINDELIGE BETINGELSER
vedrørende møbeltransport og opbevaring - September 2008
Nedenfor er anvendt følgende betegnelser:
ved FIRMAET forstås møbeltransportfirmaet, respektive opbevaringsfirmaet, som er medlem af DMF.
ved KUNDEN forstås ejeren, som respektive den, der på ejerens vegne - eller i øvrigt legitimeret hertil af denne - bestiller flytningen eller opbevaringen.
FÆLLES BETINGELSER FOR MØBELTRANSPORT OG OPBEVARING
1. Vilkår
Vilkår, som ikke fremgår af nærværende betingelser, af branchekutyme eller -sædvane eller af særlig skriftlig aftale mellem parterne, kan ikke gøres gældende.
2. Ansvar
a. Firmaet bærer ansvaret som fragtfører.
b. Firmaet er dog kun ansvarligt for bortkomst eller skade, som skyldes fejl eller forsømmelser hos firmaet eller det af dette antagne mandskab. Firmaet er således f.eks. ikke ansvarligt for tab, der skyldes force majeure eller godsets egen beskaffenhed (herunder at godset ikke kan tåle påvirkninger, der normalt forekommer under møbeltransport og opbevaring).
c. Firmaet er ikke ansvarlig for angreb af skadedyr af nogen art, som ikke kan tilregnes firmaets forhold.
d. Kunden har pligt til skriftligt at gøre firmaet opmærksom på, at der er tale om særligt værdifuldt gods, såsom antikviteter, kunstgenstande, malerier, orientalske tæpper, m.v., guld, sølv, ædle stene og pengerepræsentativer.
e. Firmaet er uden ansvar for bortkomst eller skade, der skyldes behandling, nedpakning, læsning, stuvning, aflæsning og udpakning foretaget af kunden eller personer, der handler på dennes vegne.
3. Erstatning
a. Firmaets erstatningspligt begrænses til genanskaffelsesprisen umiddelbart inden skaden indtrådte, idet affektionsværdien eller anden særlig værdi ikke erstattes, medmindre firmaet på kundens opfordring udtrykkeligt i aftalen har påtaget sig et videregående ansvar for nøje specificerede genstande.
b. Erstatningen kan ikke overstige det af kunden dokumenterede tab og kan højst andrage 50.000 kr. for et enkelt kolli eller indholdet af en flyttekasse og max. 2 mio. kr. pr. flytteopgave, medmindre firmaet på kundens opfordring udtrykkeligt i aftalen har påtaget sig et videregående ansvar.
Hvis flere kolli omfatter effekter, der tilsammen kan betragtes som en enhed (f.eks. et service), er firmaet kun ansvarlig for ét kolli. Bortkommer eller beskadiges enkelte dele af en sådan enhed, har firmaet intet ansvar for en mulig værdiforringelse af selve enheden, medmindre særlig skriftlig aftale er truffet herom.
c. Når erstatning for fuld nyværdi er betalt, overgår ejendomsretten til det bortkomne/beskadigede gods til firmaet.
d. I stedet for kontant erstatning kan firmaet efter aftale med kunden levere nye effekter, identiske med de bortkomne/beskadigede, eller efter aftale med kunden lade udføre en håndværksmæssig korrekt reparation af beskadigelserne.
4. Reklamationer
Krav om erstatning bør skriftligt tilstilles firmaets kontor. Ved synlige mangler skal reklamationen sendes straks, i andre tilfælde uden ugrundet forsinkelse og senest 14 dage efter henholdsvis flytningens afslutning eller godsets udlevering.
5. Sagsanlæg/værneting
Sag mod firmaet skal anlægges i den retskreds, hvor firmaet har hjemsted. I forbrugeraftaler dog ved firmaets eller forbrugerens værneting.
SÆRLIGE BETINGELSER VEDRØRENDE MØBELTRANSPORT
6. Transportopgavens omfang
a. Transporten omfatter, med mindre andet er aftalt, ned- og opbæring, kørsel samt løs anbringelse af flyttegodset efter kundens anvisning på den nye plads. Af- og påmontering foretages kun ifølge særlig aftale.
|